You are here
electric-car-2149057_960_720 Nyheder 

Nyt bybilsfirma tilbyder også ture ud af byen

Green Mobility hedder den nye delebilsordning i København, som tilbyder forbrugerne både kortere og længere ture og giver konkurrenten Drive Now kamp til stregen. Det skal være muligt at køre ud af byen, så forbrugerne får en mere fleksibel delebilsordning, der giver nye muligheder. De lidt længere ture skal skal have et maksimalt prisloft på 450 kroner og en minutpris på 3,50 kroner.

Både Green Mobility og Drive Now fungerer således, at man som forbruger har en app på sin smartphone. Herfra kan man finde en ledig bil, man kan vælge at gøre brug af og efterfølgende kan efterlade hvor som helst på en offentlig parkeringsplads, hvor der ikke er tidsbegrænsning. Dette skal dog ske inden for gældende zoner, som tæller København Kommune og Frederiksberg Kommune. Modsat Drive Now, som kun kan reserveres i op til 15 minutter, tilbyder Green Mobility nu op til en halv time.

Billigere minutpriser og mulighed for længere ture

Green Mobility skubber også til Drive Now på minutprisen. De går i markedet med en pris på 3,50 kroner pr. minut, hvor Drive Now tager 4,00 kroner pr. minut. For Green Mobility’s vedkommende svarer det til en timepris på 210 kroner inklusiv alt. Green Mobility udviser større fleksibilitet ved at tilbyde længerevarende ture, så lejerne har mulighed for at køre udenbys til en maksimal dagspris på 450 kroner. Sammenligner man her med Drive Now, tilbyder de “kun” en tretimers-pakke til en pris på 350 kroner.

Hold lige øje med kilometertælleren

Før du planlægger en dagsudflugt, skal du være vidende om, at en opladning ikke rækker mere end 120 km. Det er udelukkende elbiler, der er i folden hos Green Mobility, hvorfor du lige bør se efter på kilometertælleren, når du kører. De 120 km er gældende for en fuldt opladt bil vel og mærket. Strøm er dog med i lejen af bilen, hvorfor du med fordel kan se efter Eon ladestationer på din vej.

Som det ser ud lige nu, dækker Green Mobility kun Københavns Kommune samt Frederiksberg Kommune. Men der er ambitioner om større rækkevidde, så snart at det fulde udbud af hele 450 biler er nået.

Genialt transportmiddel til og fra lufthavnen

Er du træt af offentlig transport generelt, kan du benytte af Green Mobility’s tjeneste, som også tilbyder parkering i Københavns Lufthavn. Det koster kun en merpris på 50 kroner. Du kan derfor søge efter en bil på din app og tage turen i bil i stedet for S-tog eller bus. Det er nemt og bekvemt, og så er det en god og fleksibel løsning, der giver dig masser af frihed.

Ud over mulighed for parkering i Københavns Lufthavn er der andre såkaldte hotspots, som befinder sig hovedsageligt i centrum. På den måde er det nemmere at komme af med bilen, når man befinder sig inde i byen og gerne hurtigt vil af med bilen.

Sammenligner man igen de to firmaer, tilbyder Drive Now en BMW i3, hvor der kun er plads til tre i bilen, imens Green Mobility tilbyder Renault Zoe, hvor der er plads til hele fem i bilen.

Related posts

Leave a Comment